Om os

Birkelev NaturKunst er en lille sønderjysk virksomhed med pileflet, træskulpturer og besøgshave med mange hyggelige kroge og en masse dyr. Vi flyttede ind i 1997 på et landsted der var noget forsømt.
Siden har vi gjort meget ud af at få haven indrettet som vi gerne ville have den. Først fik vi græsplæne, køkkenhave, frugthave, kaniner, høns og katte. Senere har vi suppleret med forskellige småfugle i volierer, duer, sølvfasaner og guldfisk. Haven på 7000m2 er løbende kommet mere og mere under nænsom kontrol, så vi har fået flere forskellige bede, vinterhave på 150m2, pergolaer, en havedam og meget mere.
Siden Jane begyndte at arbejde fuld tid som pilefletter er der kommet mange projekter i haven i pil. Der er mange forskellige hegn, huler, tunnel og ting der mest er til forundring. Jans træskulpturer pryder nu også haven i mange forskellige udgaver. Frostsikker havekeramik er blevet en del af sortimentet og det indgår ligeledes som en integreret del af haven.
Eventyrskoven er et helt kapitel for sig. Her udfolder vi vores kreativitet fuldt ud og har efterhånden rigtig mange eventyr, børnesange myter og historier repræsenteret. Vores største udfordring er at haven er for lille. Vi har stadig mange ideer at lege med.


Jane Enemark

har arbejdet som kontorassistent, handicaphjælper, været centermedarbejder ved Røde Kors asylafdeling, haft børn i aflastning mv.
I 2001 fandt hun en ny hylde som pilefletter på fuld tid og det har hun ikke fortrudt. Hun fletter en masse forskellige ting, underviser både børn og voksne, sælger varer, udvikler ideer og skriver bøger om pileflet. Haven bliver der heldigvis også tid til.

Jan Jakobsen

har arbejdet i SFO siden 1983. I 18 år har han været leder af en SFO der udviklede sig til at have 150 børn. I hans fritid har han spillet blandt andet i bandet Brøns Greatest.
Nu arbejder han som musiklærer og underviser i guitar på aftenskole. Siden 2004 har han svinget motorsaven og fået lavet en hel del træskulpturer i forskellige størrelser. Mange af disse står i haven, mange er solgt videre.